Du er sagsbehandler og afgør om en ansøger får asyl

Du er sagsbehandler og afgør om en ansøger får asyl

Alle flygtninge drømmer om asyl. Du er sagsbehandler og afgør om en ansøger får asyl eller skal afvises. En række personer har søgt om asyl i Danmark. Du er sagsbehandlere i Udlændingestyrelsen. Med Udlændingeloven i hånden (læs især §7 og §8) og retningslinjer for asylprocessen tager Du, ud fra de gældende regler stilling til om følgende personer skal have asyl:

1.

En syrisk familie søger om asyl. De er kommet til landet ved hjælp af kriminelle menneskesmuglere og er altså ikke på lovlig vis indrejst i Danmark. Familien fortæller, at deres landsby er blevet jævnet med jorden af et tøndebombardement forårsaget af helikoptere fra den syriske regeringshær. Familien er drevet på flugt fra området og frygter for deres liv, hvis de forsøger at vende tilbage til deres landsby, hvor kampene stadig raser.

Hvad beslutter Du?

2.

En ung kvinde fra Eritrea, søger om asyl. Hun forklarer, at hun tilhører en regeringsfjendtlig gruppe i sit land, som på den seneste er stærkt forfulgt. Selv er hun flere gange blevet fængslet, slået og en enkelt gang lettere tortureret. Hendes bror, der har været med af samme gruppe, er blevet skudt, formodentlig af en af sikkerhedspolitiets henrettelsesgrupper. Hun frygter at være den næste på listen. Hun vil gerne være i sikkerhed i Danmark, fordi det er et godt og demokratisk land. Ikke som Italien, hvor hun først har været i kontakt med myndighederne. Hun konstaterer, at italienerne ser ned på folk fra Eritrea, som tidligere var en italiensk koloni. Især følte hun det nedværdigende at skulle afgive fingeraftryk.

Hvad beslutter Du?

asyl

Registrering af flygtninge på Lesbos: Kilde: EC – Audiovisual Service / Photo: Angelos Tzortzinis

3.

En mand fra Serbien har søgt om asyl i Danmark. Han fortæller, at han er roma og er en del af et religiøst mindretal, der bliver diskrimineret af myndighederne. Han er i overensstemmelse med sin religion iklædt særpræget romalignende tøj, og det betyder, at han dagligt mødes med nedsættende tilråb i den lille provinsby, hvor han bor. Han kan ikke få noget arbejde, og de uddannelsesinstitutioner, hvor han har søgt om optagelse, har nægtet ham adgang. Han mener sig således skarpt forfulgt på grund af sin tro og ønsker at skabe sig et nyt liv i Danmark. Hans religiøse bevægelse er international, og han har mange gode kontakter i landet og har fået lovning på et arbejde, og kan således blive integreret meget hurtigt. Ligesom han taler perfekt engelsk og allerede har lært sig en del dansk.

Hvad beslutter Du?

4.

En ung finsk mand søger asyl i Danmark. Han har boet tæt på den russiske grænse i Finland og været indlagt på et psykiatrisk hospital, som han under dramatiske omstændigheder er flygtet fra. Han hævder, man har givet ham eksperimentel psykofarmaka. Han mener, myndighederne vil spærre ham inde, fordi han besidder viden om ikke-autoriserede behandlingsmetoder.

Hvad gør Du?

5.

En ung kvinde fra Nigeria er blevet anholdt af politiet i Istedgade i København. Hun har ifølge politiet anråbt forbipasserende mænd på en anstødelig måde. Hun har været i Danmark i et år og har nu besluttet, at hun vil søge asyl i Danmark. Hun frygter, at hvis hun bliver sendt hjem til Nigeria, at så vil de skruppelløse bagmænd, som har lånt hende penge til turen til Danmark overfalde hende. Hun ved fra talrige Skype-samtaler med sin familie, at bagmændene er meget aggressive. I et tilfælde har de gennemtævet hendes far, fordi et afdrag på gælden var blevet forsinket. Hun ved, der er flere tilfælde, hvor bagmænd har myrdet unge kvinder, der er blevet sendt tilbage til Nigeria, og ikke har betalt deres gæld.

Hvad beslutter Du?

6.

En afghansk familie søger om asyl. De flygtede fra Afghanistan i 2010 og boede fem år i Iran, inden de via Tyrkiet kom til Danmark. De fortæller, de tilhører et nationalt mindretal i det nordøstlige Afghanistan, hvor Taleban af og til angriber dem. De frygter for deres liv, idet der har været en del episoder i landet, hvor folk fra deres etniske gruppe er blevet myrdet. Familien håber således, at være blandt de 66 % af afghanske asylansøgere i Danmark, der bliver anerkendt som flygtninge.

Hvad beslutter Du?

7.

En ung mand har henvendt sig på politistationen i Roskilde. Han fortæller, at han kommer fra Lichtenstein, der som bekendt ikke er medlem EU. Han siger han er politisk forfulgt i sit land. Han er flere gange blevet tævet af sikkerhedsstyrkerne i landet og frygter at blive fængslet, fordi han offentligt har kritiseret den nærmest enevældige fyrste, der styrer landet. For denne majestætsfornærmelse kan man få 20 års fængsel. Han vil nu gerne anmode om opholdstilladelse i Danmark. Politiassistenten på stationen i Roskilde ringer til dig på sagsbehandlerkontoret og spørger, hvad han skal gøre.

Hvad gør Du?

We will be happy to hear your thoughts

Skriv et svar

UA-84884983-1
Eu migrantflygtninge